Personale

Ønsker du at leje serveringspersonale/tjenere/opvaskere gennem os, så er her samlet lidt praktisk info, priser og ofte stillede spørgsmål.

Hvad koster tjenerne?
En overtjener koster kr. 300/time
En tjener koster kr. 250/time

Hvad er forskellen på en overtjener og en (almindelig) tjener?
Overtjeneren har ansvaret for afviklingen/overblikket og kommunikationen med jer/kunden på dagen. Overtjeneren koordinere med en eventuel toastmaster eller værterne for arrangementet. Det er også overtjeneren som sørger for at dirigere de øvrige tjenere i køkkenet. Vores overtjenere er “voksne”, har mange års erfaring med afvikling af store arrangementer og kender huset godt.
“Almindelige tjenere” serverer, vasker op, rydder op, anretter og betjener gæsterne efter overtjenerens anvisninger. De almindelige tjenere er typisk unge (18-25 år) og kender ikke altid huset ligeså godt som overtjeneren.

Hvor mange tjenere skal jeg bruge?
Vi anbefaler én tjener pr. 20 gæster.
Så hvis du forventer 50-60 gæster vil vi foreslå 3 tjenere (1 overtjener + 2 alm. tjenere).

Må jeg selv tage tjenere med?
Ja, bestemt. Vi har intet krav om, at man skal bruge vores personale. Vi har en manual som beskriver hvordan de forskellige køkkenfaciliteter fungerer, så hvis din fætters nabos niece er lidt vaks, vil hun godt kunne varetage tjenerrollen. Det er også muligt f.eks. blot at booke en overtjener gennem os og så selv supplere op med det øvrige personale.

Hvornår/hvordan betaler jeg for tjenerne?
Tjenertimerne faktureres af Kulturbyen efter arrangementet. Hvis tjenerholdet har gjort det så godt, at du synes at de fortjener drikkepenge, så er det selvfølgelig i orden – men du skal ikke betale for tjenerarbejdet direkte til tjeneren på dagen. Du og tjenerne noterer jer det antal timer de forskellige har været på arbejde og et par dage efter arrangementet modtager du så fakturaen.

Hvor længe kan tjenerne blive og hjælpe?
Tjenerne arbejder altid sådan at de har et fast mødetidspunkt (som du/kunden definerer). Men deres slut-tidspunkt er flydende. Så tjenerne får at vide hvad tid de skal møde og hvad tid I cirka forventer, at de har fri. Men vores tjenere er fleksible og de ved at de kan blive sendt hjem tidligere eller bedt om at blive længere, såfremt dit/kundens behov ændrer sig på dagen.

Kan tjenerne hjælpe med andet end servering?
Ja, tjenerne hjælper som udgangspunkt med hvad som helst, som du måtte have brug for. Kan de blive til den lyse morgen og flytte borde og stole tilbage ud på lageret? Ja, det kan de sagtens. Skal der stå en tjener i garderoben i et tidsrum og tage imod gæsternes overtøj? Jeps, det gør de gerne. Skal de hjælpe med at servere drinks i baren? Yes, det gør de gerne, men hvis du ønsker mere avancerede cocktails, så se i stedet for denne side med info om vores professionelle bartendere.

Kan tjenerne styre musikken?
Mjah, altså de kan godt tage iPad’en og playlisten ud i køkkenet, så dine gæster ikke har adgang til den… Men de kan ikke tage ansvaret for at holde ild i dansegulvet 🥳 Det kan til gengæld vores super dygtige DJs.

Hvordan er tjenernes påklædning?
Med mindre at vi hører nogle særlige ønsker fra dig/kunden, så er tjenerne oftest iført sorte/mørke bukser/nederdel og hvid skjorte/overdel.

Jeg har nogle særlige ønsker/spørgsmål…
Du er velkommen til at ringe på tel. 26 838 839 så kan vi sammen drøfte mulighederne.

Hvad skal jeg gøre for at booke tjener(e)?
Hvis du allerede har booket et af Transformerstationens selskabslokaler, så skal du blot skrive til booking@kulturby.dk og oplyse følgende:

  • Dit navn og telefonnummer
  • Datoen for din booking
  • Hvor mange tjenere du ønsker at booke
    (F.eks. 1 overtjener + 2 alm. tjenere)
  • Hvad tid på dagen du ønsker at de skal møde og hvad tid du cirka forventer at give dem fri

Herefter kontakter vi vores forskellige tjenere og undersøger hvem der kan tage vagten. Når vi har fundet den/de rette tjenere giver vi bekræftende besked til dig.